Dog eats dog

[Deleted]

Tag: Arthuro Fitzpatrick

Siors var udmærket klar over, at han havde bevæget sig ud fra The Wolf Manor og til London på en fuldmåne aften. Men han havde været desperat efter at lave noget andet end at rende rundt i Wolf Forest denne fuldmåne. Han havde regnet fætter Wolfs problem ud, selvom fyren ikke helt lyttede til ham. Hans problem havde været, at han havde forsøgt at flygte så langt væk fra ulven, som overhovedet muligt, at den endte med at tage hele overtaget, da den bare fik den mindste chance for det. Det var en lektie, Siors havde lært sig selv helt naturligt. Man blev nødt til at lade ulvesindet tage lidt over engang imellem, ellers gik det galt. Det var jo selvfølgelig også let nok for ham at sige. Han havde jo ikke på samme måde haft behov for at regne ud, hvordan det hele fungerede. Eftersom han jo var født som varulv, og hans far havde været en god guide på vejen, så var det hele ligesom bare kommet meget mere naturligt til ham, end det sikkert var til Wolfie, selvom han også var blevet bidt i en ganske ung alder. Et bid han sådan set var heldig at overleve, for det var bestemt ikke alle niårige, der kunne holde til det.
Ikke desto mindre, så havde han besluttet sig for, at dette skulle være aftenen, hvor han lod ulven gå på opdagelse et andet sted end den efterhånden så velkendte skov. London virkede som et passende sted. Han havde selvfølgelig husket på at tage stormhateliksiren i tiden på til dette, så han var bestemt ikke helt i ulvesindet. Men selvom det var ens menneskelige tanker og adfærd, der i bund og grund havde kontrollen, så kunne man alligevel ikke flygte helt fra instinkterne; og det var dem, der skulle ud og luftes i dag. Prøve nogle nye lugte af og den slags. Han holdt sig jo i mugglernes London, så der var nok alligevel ikke nogen, der ville kunne genkende ham som varulv. De fleste ville uden tvivl blot tro, at han var en kæmpe, stor, omstrejfende køter på forbitur gennem deres by. Og det passede ham glimrende. Havde han spadseret gennem de magiske kvarterer, så var der opstået tumult, det var han helt 100 på. Der var jo trods alt nogle af dem, der vidste, hvordan man kunne skældne en varulv fra en almindelig ulv, og så var ministeriet kommet efter ham selv samme nat. Sådan var det nu heldigvis ikke med mugglerne. Hvis de gjorde noget ved det, så blev det først i morgen.

Sådan adskilte ulven sig så ofte fra mennesket på et eller andet plan. Den menneskelige Siors ville da aldrig i livet stoppe op ved en skraldespand for at stikke snuden ned i den og snuse. Men ulve Siors havde ganske andre tanker. I øjeblikket stod han faktisk med forbenene hvilende på kanten af en container og indhalerede dens lugte gennem snuden. Han fnøs, inden han lod sig dumpe ned på alle fire på jorden igen for at vandre videre.
Siors var ikke just nogen hund, som almindelige folk ville turde komme i nærheden af, hvis de skulle hænde at støde på. Præcist som med hans menneskelige form, så var han stor. Meget stor. List højere end en gennemsnitlig grand danois sikkert, og så selvfølgelig den halvlange, kulsorte pels, der ikke gjorde ham mindre truende af udseende. Han havde desuden et par skarpe, blå øjne, der udstrålede dette menneskelige intellekt, som et normalt dyr ikke burde være i besiddelse af. Alt i alt, så var han i hvert fald af en størrelse og et udseende, som man ikke burde komme på tværs af, hvis man havde livet kært.
Tidligere på dagen havde det sneet en smule, hvilket også havde henlagt den gyde, han nu spaserede igennem, i nogle centimeters tykt lag af sne. Han plantede fine aftryk af de store poter med tilhørende klør for hvert skridt, han tog. Han var dog stoppet op foran en dør, der sikkert ledte ind til en dyrehandel eller noget i den dur, for der duftede i hvert fald af hundemad. En duft som Siors fandt ganske fornøjelig, som tingene stod i øjeblikket. Han var derfor stoppet op ved døren og stod nu egentlig bare og snuste til den.

[Arthuro Fitzpatrick]

Det var ikke fair. Det var jo ikke fordi han var kommet specielt meget for sent, det kunne have været værre! Han kunne have været to timer forsinket, hvilket han også havde gjort meget tydeligt for sin chef, da han var begyndt at skælde ud på drengen. Og det var jo ikke fordi drengen havde svaret så meget igen. Der var jo en masse andre ord som han kunne have kaldt ham! Det var jo ikke så slemt, i hvert fald ikke fra hans synsvinkel.. Men det var en helt anden historie for hans chef. Han havde ikke brudt sig særlig meget om Arthuros hævede stemme, grimme ord og dét at han var kommet til at ødelægge en, heldigvis tom, glasbeholder, hvilket så blev grunden til, at Arthuro stadig var på arbejde. Hans chef havde sagt, at han først måtte gå, når stedet var pletfrit, og alle burene var renset, og det var ikke så let, når man gjorde rent hos en dyrehandel. Det var praktisk taget umuligt, endda når fuglene blev ved med at bryde ud af deres bur, og det så ud som om, at der ikke var blevet gjort rent i hjørnerne i 180 år. Men han fik da stedet nogenlunde rent, også selvom hans chef var taget hjem for flere timer siden.

Arthuro bandt en knude på den sorte sæk og slukkede lyset, før han svang den om skulderen og fandt vej til bagdøren. Han nåede dog ikke så langt. Han fornemmede noget bevæge sig igennem bagdørens vindue, hvilket fik ham til at stoppe op. I et øjeblik sprang hans hjerte rent faktisk et slag over, og han blev nervøs over hvem det kunne være som overhoved gad at prøve at røve en dyrehandel. Eller måske var dette dagen han endelig skulle dø? Drengen tog dog mod til sig og lænede sig en anelse længere frem, så han kunne komme til at se mere af, hvem 'indbrudstyven' var. En skuffelse skyllede dog over ham, da han så at det faktisk bare var en dum hund, som havde fundet frem til dyrehandlen. Han hadede hunde, og den skulle da overhoved ikke rende rundt ved butikken! Tænk hvis den brød ind og åd alle dyrene!

Han satte forsigtigt skraldeposen ned, for at finde kosten frem, som han havde brugt for kort tid siden. Dér havde han dog brugt den til at feje skidt sammen fra gulvet, men nu ville den komme til at tjene et helt andet formål. Langsomt, for at lave så lidt lyd som muligt, tog han fat i dørhåndtaget og pressede det ned. Han talte til tre oppe i sit hoved, før han hev døren op og med det samme slog ud efter dyret med kosten. ”Væk!” Råbte han, og gjorde sig stor, for at skræmme hunden. ”Smut! Du må ikke komme ind!!” Råbte han, denne gang endnu højere.

[Deleted]

Det måtte vel være en eller anden form for kvalitetsfoder, de havde derinde? Ikke at Siors havde nogen intentioner om at bryde ind og smage på sagerne eller noget som helst, men han nød nu duften ganske udmærket, og der var vel ikke noget i vejen for at blive lidt for dens skyld. Det kunne man vel ikke bebrejdes for. Det var heller ikke fordi tanken om at æde hundemad ligefrem fristede ham, selvom det duftede godt. Så langt sank han ikke ind i sit ulvesind, når det var på pletten. Dog morede tanken om Levi i nærheden af hundemad ham dog, for han var ikke sikker på, om han ville have ligeså meget selvkontrol i en sådan situation. Han havde nok bare ædt tankeløst af det, hvis tilbuddet blev ham givet. Havde han være i sin menneskelige skikkelse, havde dette nok været en af de få tanker, der kunne på Siors til at smile. Det havde han dog tilfælles med sin fætter. De havde ikke nogen ansigtsudtryk sådan til dagligt. Siors måtte nok indrømme, at han havde lidt lettere til at løsne op med sin mimik og sin formalitet, end Levi, der stramt opretholdt den facade helt ubevidst. Hvilket var en skam, for det skræmte ofte folk lidt på afstand, og han var i i virkeligheden en flink mand.
Tankerne var så småt begyndt at flyve lidt rundt omkring, og han var efterhånden ved at overveje, om han skulle kalde det for det og luske videre rundt i mørket. Overvejelsen var først begyndt, da der kom lyde inde fra døren af, der dog fastholdt hans opmærksomhed på netop dette sted. Han havde vendt hovedet lidt på skrå, inden det gav et gib i ham, da døren blev flåt op og en eller anden ung dreng begyndte at råbe ad han og svinge med en kost i den tro, at han ville kunne jage Siors bort på denne måde.
Det var næsten synd for knægten, men det eneste han opnåede var, at Siors lagde det ene øre tilbage og bare gloede på ham. Havde han været i sin menneskelige skikkelse, så havde han hævet sine øjenbryn. Drengen var jo sikkert en muggler, så han ville jo ikke have den fjerneste chance imod ham. Han var jo både større og stærkere end en grand danoise. Hvad havde drengen dog egentlig tænkt sig? At slå ham med en kost, og så ville han løbe bort med halen mellem benene. Siors rystede langsomt på hovedet med øjnene rettet mod knægtens. Det var vist kun tydeligt, at han ikke var nogen normal hund, dels på grund af denne reaktion, men hans øjne sagde også det hele. Det var langt mere intelligente end hos et normalt dyr.
Siors satte sig ned i sneen, mens han fortsat stirrede på drengen, som om han var fuldkommen åndssvag. I realiteten burde han nok egentlig fortsætte videre, inden han skabte for mange problemer, men man fik jo heller ikke lov til at more sig hver dag, og han ville egentlig gerne se knægtens reaktion, når han bare blev, hvor han var. Tydeligt afventende på, at drengen skulle handle yderligere.

[Arthuro Fitzpatrick]

Han havde, uden at opdage det, lukket øjnene i, da han var hoppet ud af døren og begyndt at svinge kosten, for at få hunden væk, og han åbnede dem ikke lige med det samme, da han var færdig med at råbe og skrige. Han stod i noget tid, for at lytte. Lytte om han kunne høre dyrets poter mod jorden, i løb væk fra det skræmmende menneske. Men det eneste han kunne høre, var sit bankende hjerte, og sin vilde, dybe vejrtrækning. Han kunne ikke høre hunden, hvilket også var grunden til, at han åbnede øjnene igen. Hunden måtte jo næsten have løbet væk, siden han ikke kunne høre den. Et lille hyl undslap ham dog, da han opdagede dyret stadig stod foran ham. Denne gang havde han rent faktisk tid oppe i sit hoved til at se på det, og han opdagede, til sin store forskrækkelse, at dette var en alt, alt, alt for stor hund.
I hans tid som rengøringshjælp i dyrehandelen havde han haft masser af tid, til at studerer de hunde der kom ind i butikken, og hvis det ikke var nok, så var der jo også billeder af diverse hunde på både mad og legetøj, men aldrig havde han set sådan en race som den her. Den var jo enorm, helt klart meget større end ham, hvis den på en eller anden vis, skulle beslutte sig for, at stille sig op på bagbenene... Og af en eller anden grund, havde Arthuro følelsen af, at dette kunne den sagtens gøre, hvis den nu havde lyst. Der var bare et eller anden over den, som sagde ham, at der var noget fuldstændigt galt. Han hadede virkelig hunde.

Han trådte derfor, langsomt, et skridt tilbage, desværre med sin falske ben, hvilket gjorde at han ikke havde ordentligt fodfæste. Han havde på samme tid placeret den på en tilfrosset vandpyt, så da han endelig skulle til at tage endnu et skridt tilbage, mistede han balancen, gled i isen, og landede, kluntet og forvirret på numsen, stadig med hunden foran sig. Dette havde han dog ikke så meget tid til, at tænke over, da han havde brug for at ømme sig et øjeblik eller to. Hundens reaktion, ved at sætte sig næsten afslappet ned, fik dog igen drengens opmærksomhed, og som en tapper kriger, holdte han kosteskaftet op foran sig, med et fast blik på hunden.

Drengen gjorde store øjne, da hunden ikke så ud til at reagerer, på hans ellers højlydte og bombastiske opførsel. Det lignede mere, at den lænede sig tilbage og nød at se Arthuro opfører sig som en komplet idiot. Dette fik drengens pis i kog. Hvor bildte den sig ind!? Sådant et dumt dyr, at sidde sådan og gøre grin med ham på den måde?! Der var jo tydeligvis noget alt med den hund! Drengens greb om kosteskaftet blev strammere idet han hævede den, og med et irriteret grynt lænede han sig længere frem og svang den, for at ramme møgkøteren på siden af kroppen.

[Deleted]

Jo, Siors var udmærket klar over, at han burde gå sin vej, inden situationen blev alt for hektisk, men som planen var i aften, så var det jo at give ulven lidt større frihed og oplevet noget nyt, og det var jo på en måde også det, han gjorde lige nu. Ikke kun via denne komiske situation, men ulven havde ikke ofte være i nærheden af mennesker, når skikkelsen kom. Ikke siden han boede hjemme hos sine forældre, da han nu hver fuldmåne var med Levi ude i Wolf Forest. Og det var efterhånden ved at være nogle år siden, så hvis man så det fra det synspunkt, så var der faktisk ikke meget galt i at blive hængende.
Siors observerede nøje den unge mands reaktion, da han endelig åbnede øjnene for at se på ham. Det at de hidtil havde været lukket, han faktisk kun fået situationen til at udvikle sig endnu mere komisk, end den i forvejen havde været. Ikke nok med at han opførte sig som et fjols, men med øjnene knebet sammen på den måde, så lignede han også et. Ej at forglemme, at han nu heller ikke ligefrem lignede den skarpeste kniv i skuffen, og hvis han arbejdede på dette sted, der måtte være en dyrehandel, så var sandsynligheden for, at han heller ikke var det meget stor. Han så nemlig heller ikke gammel nok ud til at kunne eje stedet, så det var næppe tilfældet. Det blandet sammen med, at Siors jo ikke var nogen rigtig hund og var fuldt og helt klar over, hvad der foregik her, gjorde heller ikke sagen det mindste bedre. Alt i alt så lignede dette nok mest af alt noget, der var rippet direkte ud af en muggler-komedieserie. Eller noget taget ud af hovedet på et par forfattere med en uendeligt dårlig sans for humor.
Efter den unge mands fejlagtige forsøg på at jage Siors på flugt, kom det faktisk helt bag på ham, da fyren gjorde noget, der egentlig måtte have været ganske effektivt. Han slog ud med kosten, og hvor usandsynligt, man end skulle have troet det, så mærkede Siors kort efter et voldsomt slag mod siden og i hovedet, som kostens ende fik skubbet så godt til ham, at hans hoved selv formåede at knalde hårdt ind i skaftet. Om det havde været drenges intentioner at ramme ham, vidste han ikke, men hvad han vidste var da, at han fandt denne opførsel mere eller mindre uacceptabel. Selvfølgelig huskede han da, at han ikke stod der foran i sin menneskelige skikkelse, og at muggleren ikke havde den ringeste anelse om, at det egentlig var en varulv og ikke bare en kæmpe, stor hund, han stod overfor. Men sådan behandlede man da heller ikke et dyr! Der var da andre måder at håndtere en sådan situation på, end at begynde at give det bank. Hvordan kunne den fyr arbejde i en dyrehandel?
Efter at have udstødt en højt, skingert bjæf over den pludselige smerte og have genvundet sig et normalt syn igen efter slaget, stirrede Siors både vredt og bebrejdende på drengen. Eftersom han ikke havde været klar på slaget, havde det væltet ham om på siden, og dette skulle vise sig at blive en fejltagelse, da det måske kunne medvirke til, at den næste handling ville komme bagpå drengen. Siors satte nemlig bagbenene hårdt mod jorden for at rejse sig op på dem og lade sig vælte direkte hen over den unge mand. Han bed derefter ud mod kostens skaft i et forsøg på at rykke den fra ham.

[Arthuro Fitzpatrick]

Arthuro var ikke den største dyreelsker i verden. Faktisk hadede han dyr og mest af alt hunde. De havde jo ikke noget formål, det eneste de lavede var at spise en ud af huset og tisse på gulvtæpperne! Det havde ikke engang været hans egen idé at få et job i en dyrehandel, hans mor havde jo praktisk talt tvunget ham til at søge job der! 'At gøre rent betyder jo ikke at man skal røre ved dyrene', havde hun sagt, noget så bedrevidende, men der havde hun taget fejl. Allerede på hans første dag, var han blevet bedt om at rykke rotter fra det enen bur til det andet og gøre rent i burene. Tak mor, kunne han bare stå og tænkte, da den samme rotte blev ved med at løbe ud og gemme sig i butikken op til flere gange. Og han kunne knap nok tælle hvor mange gange han var kommet til, at lukke fuglene ud af deres bur. Dumme bæster, uden nytte! Hvorfor ville folk overhoved have dem i deres hjem!?

Det gav et sæt i drengen på jorden, da hunden lige pludselig sagde noget. Det var som om, at han i et øjeblik ikke kunne trække vejret, da han så at hunden blev væltet omkuld, men hurtigt kom på benene igen. Det gik pludselig op for ham, hvor stor en fejltagelse han havde begået. Han skulle bare have været blevet inde og ventet på, at den forsvandt af sig selv, men han skulle absolut være snotdum. Drengen holdte vejret inde, ufrivilligt, da hunden sprang på ham. Han havde lyst til at skrige, men det var som om, at skriget sad fast i hans hals. I stedet kom han bare med nogle små, hurtige, rallende vejrtrækninger, idet han prøvede at skubbe sig selv tilbage, men med uden held. Han så kun hunden bide ud efter ham og ikke kosten, hvilket var derfor at han, af ren refleks prøvede at få sine arme ind foran sig, hvilket han ikke skulle havde gjort, for i det samme, bed hunden fast i ham. Arthuros øjne var vidt åbne, det føltes som om, at han ikke kunne mærke noget i lang tid, men så kom smerten pludselig, da han endelig fik øje på hunden tænder i sin arm. ”Ah...!” Lød det fra ham, da det egentlig ikke lige var gået op for ham, hvad der rent faktisk var sket. Han vidste bare at det gjorde ondt og at han var nødt til, at få dyret væk, hvilket også var derfor, at han med alle sine kræfter begyndte at sparke, rive og vride sig, for at komme væk.

[Deleted]

Det var måske heller ikke det smarteste tænkt nogensinde. Eller rettere sagt: det var det ikke. Hvilken idiot stopper op som varulv ude foran en dyrehandler? Tydeligvis ham selv. Og selvfølgelig skulle der være en muggler derinde, der gik i panik ved synet af en hund på denne størrelse og med dette ikke just fredelige udseende. Og selvfølgelig skulle han absolut selv blive siddende for at provokere den ungen mange. Naturligvis! Hvorfor ikke!? Hvad kunne dog gå galt!? Det havde åbenbart være hans tanker, inden det havde vist sig, hvad der kunne gå galt. Han var desværre alt for vandt til at være i komplet kontrol over ulven, at han til tider glemte det, når han ikke var det. Ikke at ulven nogensinde selv havde taget kontrollen, som det var sket med hans fætter, men når han ikke var 100 procent inde over det, så var det ikke altid, han lige bemærkede det, og så tog instinkterne over. Det var ulempen ved at være blevet født som varulv. Fordelen var jo så netop denne naturlige kontrol over det, men det ændrede ikke på, at det netop i visse tilfælde endte med at blive alt for naturligt.
Siors rykkede lidt til sig, da han havde bidt fast i kosteskaftet, og kunne egentlig ikke forstå, hvorfor drengen ikke bare gav slip på den, nu hvor han havde fået fat. Var han stadig af den overbevisning, at han ville kunne forsvare sig med det? Det var sikkert det... Og dog... Siors spærrede øjnene op og gav omgående slip, da han nu edelig bemærkede, at det slet ikke var kosteskaftet, han havde bidt fast i. Han lod sin tungen glide hen over sine tænder for at sikre sig, at det ikke var ham selv, der fejlbedømte (hvilket han inderligt håbede på), men det var det ikke. Den var god nok. Smagen af menneskeblod forekom ham tydeligt hen over tænderne. På den ene side var han fuldkommen panisk over sin handling og stod totalt fastfrosset til jorden. Han havde aldrig bidt nogen før. Men på den anden side, så vækkede smagen af blod også et eller andet inde i ham, som han dog skyndte sig at få kastet bort igen.
Efter at have rystet det værste chok over sin handling af sig og overvejet situationer, gik Siors med beslutsomme skridt hen mod drengen, bed fat i hans trøje og begyndte at slæbe ham ind i butikken. Der måtte vel være et eller andet, han kunne låses inde i dér. Han ville have styr på, hvor drengen befandt sig, indtil han kunne vende tilbage i sin menneskelig skikkelse.
Siors var en stor ulv, så det voldt ham faktisk ingen problemet at trække den unge mand efter sig. Det varede også kun ganske kort søgen, inden han opdagede et skab med en lås på, der vel at mærke kun fungere ude fra. Så nu kom den egentlige opgave. Fast besluttet på sit mål med dette, begyndte han nu at skubbe knægten hen mod skabet.

[Arthuro Fitzpatrick]

”Ah! Hey, hvad har du gang i?! Åndssvage køter!” Arthuro skreg, da hunden lige pludselig tog fat i ham og begyndte at trække. Hvad pokker var der i vejen med den hund?! Hvorfor gjorde den det her? Havde den overhoved hjernekapacitet nok til at forstå hvad den havde gang i? Det kunne da umuligt være normalt! Arthuro var hundrede procent sikker på, at hunden bed fat i hans trøje, for at flå ham synder og sammen, men nej. I stedet blev han trukket ind i butikken igen. Drømte han? Havde han slået hovedet, da han faldt og var det hele bare et mareridt? Smerten i hans arm, fortalte ham at nej, han var fuldkommen vågen. Og han var bange. Hans hjerte bankede i hans bryst og hans vejrtrækning lød mest af alt, som om han var ved at hyperventilerer. Han havde set nok hunde i butikken til at vide, at denne hund i hvert fald ikke var normal! Dette var også grunden til, at han sprællede, råbte, skreg, gjorde alt hvad han kunne, for at prøve at komme fri, men hunden var for stærk. Hvad ville han også gøre, hvis han nu kom fri? Løbe? Med sit falske ben ville han ikke engang nå ud af døren, før hunden sikkert ville sætte tænderne i ham igen. Åh, Gud, den havde sikkert tænkt sig at spise ham!

”Slip mig! Slip mig så!” Han vred sig, da hunden nu begyndte at trække ham hen imod kosteskabet. Hvad havde den gang i? Havde den tænkt sig at lave hule derinde og bruge hans krop som buffet, når den havde lyst?! Sådan havde han ikke tænkt sig, at ende sine dage! Målrettet, prøvede drengen at trække sig væk, men hans ryk og nuværende situation fik ham til at smadre hovedet ind i dørkarmen, hvilket fik det til, at sortne for hans øjne. Der gik heller ikke længe, før han med et klagende grynt lod øjnene rulle tilbage, for derved at besvime, kun med tanker på, at det virkelig var noget lort at butikken skulle holde lukket dagen efter, og hans lig så først ville blive fundet om mandagen.

***TIMESHIT***

Han vågnede af en enorm smerte i ryggen. I lang tid lå han egentlig bare og boblede, men så var det som om, at han fik en lussing, og straks kunne han huske hvad der var sket. Han lavede et underligt krampe-spjæt og det gik op for ham, at han havde ligget med kinden plantet imod gulvet i skabet og på en eller anden måde, til trods for hans dårlige ben, havde han formået at få numsen op i vejret, så han måtte have set ufatteligt indbydende ud, for hvem end der ville kunne finde på, at åbne skabsdøren. Han prøvede at rejse sig, men hans ben sov, hvilket gjorde at han opgav.
”Hey!” råbte han, og prøvede sig frem med at slå på døren. ”Er her nogen? Hr. Harrison?” Han vidste jo i teorien godt, at hans chef ikke ville komme på arbejde den dag, men han prøvede alligevel. ”Luk mig ud!” Han begyndte at hamre og sparke til døren så godt han kunne fra sin nuværende position på gulvet. Og nu begyndte han rent faktisk at panikke. Var det bare ham, eller kom væggene tættere på? Han begyndte, igen, så småt at hyperventilere og det blev kun værre, da han huskede på, at han var blevet bidt.

[Deleted]

Siors havde placeret sig omme bag denne unge mand og havde givet sig til at skubbe til bagfra, hvilket var besværligt, da han ikke just var samarbejdsvillig. Men han var alligevel overbevist om, at det var en nemmere løsning end at trække forfra. Så ville han også ende med at fange sig selv i skabet og ikke omvendt, så han måtte bide i det sure æble og forsøge at skubbe, selvom det ikke just var let. Til sidst var det trættende nok til, at han ikke engang gad til at slås længere med ham. Han bankede da sit hoved ind i den unge mands, så det ville blive slået ind i dørkarmen, og denne plan virkede efter hensigt. Det varerede ikke længe, inden knægten pludselig blev meget mere medgørlig. Han skubbede derfor til ham igen, så han havnede inde i skabet. Ikke den kønneste position, men betød det noget? Nej, for hvis planen gik, som den skulle, så ville det også være Siors selv, der fandt ham dagen efter. Han måtte selvfølgelig lige sørge for at tjekke, hvornår butikken åbnede og være der lidt over en time før det, da han heller ikke ville risikere, at der var nogen, der kom ham i forkøbet.
Da han på bedste ulvemaner havde fået skubbet skabslågen i og låst, så knægten var sikret over natten, begav han sig hen mod døren for at tjekke åbningstiderne, der var til at overkomme, hvorefter han listede ud på gaden igen og fortsatte som en elskelig, strejfende hund, som om ingenting var sket.

*** EVEN MORE TIMESHIT***

Det var klart, at fætter Wolf havde stille spørgsmålstegn ved Siors' hastværk med at komme ud af huset den morgen, og da Siors havde besluttet sig for, at han ligeså godt kunne forklare omstændighederne nu som senere, havde Levi bare gloet på ham og vendte tilbage til klaveret. Ikke at en anden reaktion var blevet forventet, eftersom Levi jo levede sit liv ganske forudsigeligt, men det var nu også ganske passende. Så var der ikke noget til at sænke Siors, som han begav sig tilbage til dyrehandlen igen.

Det tog ikke Siors længe at finde frem til stedet, hvor der var sket mere end rigeligt aftenen før. Han låste døren op ved hjælp af sin tryllestav, selvom han ligeså vel kunne have benyttet sig af bagdøren, som jo ikke var blevet låst af for natten. Men nu var han jo tilbage i sit formelle tøj og menneskelige skikkelse, og så havde han alligevel visse standarter.
Han gik hen til skabet, hvor den ungen mand lå og skabte sig inde i. Han åbnede døren og kiggede ned på den ungen mand, der så meget mindre ud, end han havde gjort i løbet af natten. Og knap så truende. Det var vel instinkterne, der havde talt, da han var begyndt at gå i selvfosvar over for ham for lige nu, lignede han ikke nogen reel trussel.
"Godmorgen," sagde Siors med en stift ansigtsudtryk, der (ligesom med sin fætter) egentlig aldrig ændrede sig. Han rakte en hånd frem for at hjælpe drengen op. Hvordan i al verden skulle han forklare, hvad der var sket, og hvad, der ville komme til at ske?

[Arthuro Fitzpatrick]

”Godmorgen!?” Råbte han, af den fremmede mand, med en tydelig vrede i hans stemme. I første omgang prøvede han ihærdigt, at rejse sig selv, i stedet for, at tage fat i den fremmedes hånd, men han måtte til sidst erkende at han ikke kunne komme op på egen hånd, og tog med et vredt grynt fat i mandens fremstrakte hånd og hev sig derved op, med lidt besvær. Han gav hurtigt slip på mandens hånd, da han endelig var oppe, og stirrede i et øjeblik surt på ham, før han gik videre ud i rummet med hastige skridt, bare for lige at sørge for, at hunden var væk. ”Det er fandeme ikke en god morgen, det er den værste lortemorgen i verden! Jeg har sovet i et skab, for helvede!” Råbte han, før han vendte sig om imod manden igen. ”Der var-… Jeg blev-...!” Han vidste slet ikke hvor han skulle starte, det var alt for mærkeligt! ”Det var en stor hund som slog mig ud, og smed mig ind i skabet!” Sagde han, og kunne egentlig ikke selv tro det. ”Jeg tror, at det har været en slags mutant-hund, for den var gigantisk! Den bed mig!” Han holdte sin arm frem med en voldsom bevægelse, i tilfælde af, at manden ikke troede på ham. Han havde ikke engang selv tjekket om han stadig havde bidemærker.



”Har du en mobil, eller sådan noget? Hva-…Hvem ringer man til? En hundefanger? Dyrepolitiet?!” Han sendte manden et spørgende og forvirret blik. Han havde ikke engang tænkt på at spørge hvem manden var, og hvordan han kunne vide at Arthuro lå i skabet. Det var jo meningen at butikken skulle være lukket, men det var slet ikke det, som var på drengens hjerne lige nu, det eneste han tænkte på, var at fange den satans møgkøter. Ikke gang fordi han var bekymret over, hvem den ellers ville kunne finde på at bide, men mere fordi den skulle straffes for det den gjorde!

[Deleted]

Som om det ikke havde været tydeligt fra aftenen før, så stod det i hvert fald helt klart, at denne dreng ikke ville ende med at blive særlig nem at arbejde med. Ikke desto mindre, så var det ikke nogen faktor, han ville være årsag til at ændre på sit ansigtsudtryk. En ting folk faktisk ofte blev direkte fornærmede over. Hans mangel på ansigtsmimik. Han kunne også godt se, at det virkede en smule groft på visse områder, men han lagde ikke for meget i det, for der var bare ikke noget at gøre ved det. Sådan var han ganske enkelt ikke. Så måtte folk bare tage til takke med, at han i modsætning til sin fætter i det mindste ændrede på sit stemmeleje engang imellem, så han heller ikke blev alt for monoton og bedrevidende at høre på.
"Forståeligt," sagde han blot og betragtede drengen et kort øjeblik. Vredesproblemer havde han helt klart hvilket aldrig gik vel med en varulv, men det var der ikke noget at gøre ved. Som varulv kunne man jo desværre ikke kureres, men han var måske heldig i hvert fald at lære at styre sit temperament på et eller andet tidspunkt. Dette ville naturligvis også kræve en vis samarbejdsvilje, men måske når han måske fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, og det ikke bare var en eller anden latterlig historie, som han snart ville få at høre, så kunne det måske være, at det ville hjælpe på sagerne. Men selvfølgelig så skulle han jo lige overbevises først, for dette måtte jo lyde som det rene nonsens for en muggler...
Siors rystede på hovedet. Han var ikke ubekendt med muggler-samfundet, og han vidste også godt, at det at have en mobiltelefon var standarter hos dem, men på den anden side, så var det ikke just fordi, han lignede en, der hørte hjemme i et mugglerkvarter, og da specielt ikke dette. Det var han da alt for pænt påklædt til.
Han rettede sig stav mod dørene i butikken og fik dem til at låse, hvorefter han rettede sin opmærksomhed tilbage mod den ungen mand. "Tror du på varulve?" Spurgte han alvorligt og sørgede for at holde sin stav fremme, så det lige kunne synke ind i knægtens hoved, at den netop havde haft en effekt på dørene, som den i mugglerne hoved ikke burde have haft. Magi var jo fuldkommen ukendt for dem.

[Arthuro Fitzpatrick]

”Gud fuck, er det forståeligt!” Råbte han, idet han sparkede til en lille metalskraldespand, som egentligt ikke havde gjort noget forkert. Han faldt næsten ved sparket, da han havde brugt sit falske ben, og nu kunne mærke hvor ømt det var, hvilket egentlig bare gjorde ham mere irritabel. Fuck! Og han skulle også give alle dyrene mad! Det her måtte for helvede være den værste nat og morgen i verdenshistorien!

Arthuro skulle lige til, at skælde ud, grundet mandens tydelige ignorering af hans spørgsmål, angående hvem man skulle ringe til, det var da indtil han hørte mandens eget spørgsmål. Varulve? Var han seriøs? Hvor kom dét lige fra? Og hvad skete der lige for pinden?! Arthuro stirrede på manden, tydeligt overlegen og med et lidt for kækt smil på læberne, til trods for hans mindre vredesudbryd før; ”Selvfølgelig gør jeg da det!” Sagde han, tydeligt overdrevet og med en lidt for hånelig stemme, idet han slog armene ud. ”Ligesom jeg tror på hekse, troldmænd og enhjørninger, ikke?” Han gryntede kort, tydeligvis irriteret over mandens tåbelige spørgsmål. Der fandtes ikke varulve, og da bestemt ikke magiske ting. Det havde sådan noget som videnskaben jo styr på, så der var jo ikke nogen grund til, at han skulle tro på sådan noget barnligt lort. Hvad var det lige der skete her?! Først den skøre hund og nu en skør mand, som tydeligvis burde være på en eller anden form for anstalt.

”Jeg ved ikke, hvad du laver med den der fucking pind, men hvis du ikke er her for at hjælpe, så vil jeg gerne ha’ at du tager alt dit magiske lort og skrider herfra! Ellers ringer jeg efter politiet!” Han pegede mod døren med et vredt udtryk. Det var ikke engang fordi han kunne ringe efter politiet, og det vidste manden jo godt, siden Arthuro selv lige havde spurgt efter en telefon af en art. Hvordan kunne manden overhoved vide at han sad inde i skabet? Havde han holdt øje med ham? Ja, det kunne da godt være, at Arthuro ikke var særlig gammel, men han var da umuligt så ung, at han kunne være offer for en klam børnelokker! Det var det byen havde 12-årige til, han skulle kræftederme ikke børnelokkes af nogen som helst!

[Deleted]

Med det temperament som denne dreng allerede havde, så skulle det nok blive en sand fornøjelse at lære ham, hvordan det var at være varulv... Hurra... Måske han bare skulle tage imod Levis råd og holde sig væk fra unge drenge, der havde behov for at lære noget? Nej, ham her lignede ikke en lille homo, der ville ende med at blive totalt besat af ham. Han havde lidt en fornemmelse af, at det måske endda ville tage en smule overtalelse overhovedet at få ham til at ville tage imod den hjælp, som han ville behøve. Og da specielt nu da han var en muggler, så havde han jo ingen chance for at vide noget om det.

Han hævede sit ene øjenbryn. Jesus... Det her skule nok ende med at blive spændende. Men ikke desto mindre så var han vant til at håndtere uvårne elever, så bare fordi at ham her, så ud til at være lidt ældre end dem, så skulle det ikke ændre på sagen. Han var for stædig til bare at give efter på den måde.
"Jamen, det var da godt, så gør det jo min arbejde her meget nemmere," sagde han sarkastisk, da han havde fanget, drengens sarkasme. Men en uvidende varulv var alt for farlig til at have rendende omkring, så han var nødt til at gøre noget ved sit værk. Også selvom knægten måske ikke var helt villig.

"Med den telefon, du ikke har, m-hm," påpegede Siors ligegyldigt, da han havde for travlt med at spejde omkring i rummet. Hans blik faldt endelig på nogle gennemsigtige kasser henne på en hylde, der indeholdt fulgeedderkopper, der så ud til at være ved at gå til ro efter natten, hvor de jo havde været vågne.
Siors rettede sin stav mod den øverste kasse, hvorefter låget fløj af og med et lille svirp fra staven, hævede edderkoppen sig op med benene spredte ud til alle sider. Den fulgte Siors stav og endte foran næsen på den unge mand. "Det her et vist bevis nok. Og nu har du bare af at lytte efter, ellers havner den her og flere til ud over dig," advarede han. Han gad ikke bruge flere kræfter på dette end hvad der var højst nødvendigt.